Danmark blandt verdens bedste inden for iværksætteri

Har du nogensinde drømt om at blive iværksætter? Hvis du bor i Danmark, bor du i et af de bedste lande i verden til at gå fra idé til virksomhed.

 

Danmark blander sig med den internationale top

Det danske økosystem for iværksættere er det femte bedste i hele verden, ifølge 2017 Global Entrepreneurship Index. Det er et internationalt indeks, som måler resultater og vilkår for iværksætteri i hele verden. Danmark scorer sig en førsteplads, når det kommer til mulighederne for helt nystartede virksomheder, forståelse af teknologi, innovation i produkter, menneskelig kapital og risikovillig kapital.  

Danmark indtager en flot 5. plads i hele verden, og en 2. plads i EU på 2017 Global Entrepreneurship Index. Indekset har målt, hvor sundt økosystemet for iværksætteri er i 137 lande og har målt i 14 forskellige kategorier.

Ifølge undersøgelsen er Danmarks stærkeste områder: opfattelse af muligheder, mulighed for opstart, forståelse af teknologi, menneskelig kapital, innovation i produkter og risikovillig kapital.

 

Et unikt iværksættermiljø

Danmark er et af de mest kreative og innovative lande i Europa. Desuden har vi i Danmark en levende scene, når det handler om iværksætteri. Den scene har blandt andet udviklet internationale succesvirksomheder som Trustpilot, Podio, JustEat, Vivino og Momondo.

Sebastian Lykke Møller er investeringsleder på Innovation Center Denmark i Silicon Valley. Silicon Valley er et område i San Francisco i USA, hvor mange højteknologiske virksomheder og iværksættere har til huse og har succes. Ifølge Sebastian Lykke Møller er årsagerne til Danmarks flotte placering i det internationale indeks mange. En af årsagerne er det unikke danske iværksættermiljø.

"Først og fremmest har Danmark strømlinet processen med at etablere en virksomhed med kun fire procedurer, og der kræves blot minimale omkostninger. Dette resulterer i et fleksibelt, gennemsigtigt og sikkert forretningsmiljø. For det andet er der en høj grad af tillid i opstartsfællesskabet, hvilket gør det nemt at forbinde og dele erfaringer med alle. For det tredje er der, på grund af et veletableret uddannelsessystem, en masse talentfulde mennesker såvel som en voksende scene af internationalt talent. Endelig får du adgang til et summende miljø med store acceleratorer, samarbejdsområder og investorer, der alt sammen er en del af Skandinaviens coolhed”, siger Sebastian Lykke Møller, som er investeringsleder i Silicon Valley.

 

Om Global Entrepreneurship Index

2017 Global Entrepreneurship Index måler alle 137 landes miljø for iværksætteri ved at kombinere individuelle data så som opstartskompetencer, risikoaccept og hvor dygtige mennesker er, til at se muligheder. Det måles blandt andet ved urbanisering, uddannelse og økonomisk frihed.

Disse målinger hjælper med at skelne mennesker, som er selvstændigt beskæftigede og iværksættere, som har ladet sig inspirere af andre allerede eksisterende idéer eller virksomheder, fra de innovative, produktive og hurtigt voksende iværksættere og virksomheder, der driver reel økonomisk vækst.

Global Entrepreneurship Index 2017 er foretaget af GEDI-instituttet, som er den førende forskningsorganisation, der beskæftiger sig med viden om forholdet mellem iværksætteri, økonomisk udvikling og velstand. Instituttets flagskibsprojekt er Global Entrepreneurship Index; et banebrydende fremskridt i måling af kvalitet og dynamik i iværksættermiljøer på nationalt og regionalt niveau.

Hvis du selv har lyst til at læse mere om Danmarks placering, eller hvis du er nysgerrig på, hvordan andre lande klarer sig, kan du læse hele undersøgelsen lige her: http://thegedi.org/global-entrepreneurship-and-development-index/